PRAKTISK
Handelsbetingelser
Vilkår for køberrådgivning fra Købers Rådgiver.
Parter
Rådgivningen leveres af Købers Rådgiver ApS, CVR 42298239, C. A. Olesens Gade 4, 9000 Aalborg.
Ydelser og priser
Komplet køberrådgivning: 7.998 kr. inkl. moms, uanset boligtype og pris. Prisforhandling: 8 % af det opnåede prisafslag, minimum 3.000 kr. og maksimalt 35.000 kr. inkl. moms. Prisforhandling kan kun købes som tilkøb til komplet køberrådgivning. Opnås intet afslag, betales der ikke for forhandlingen. Deltagelse i fremvisning: 1.995 kr. inkl. moms. Deltagelse ved overtagelsen: 1.298 kr. inkl. moms. Anden fysisk deltagelse aftales og prissættes konkret. Der opkræves ikke kørsel i Nordjylland. Rådgivningen gælder de boliger, du overvejer, indtil du har købt, dog højst 6 måneder fra aftalens indgåelse. Når handlen er endelig, står jeg til rådighed for hjælp og spørgsmål frem til overtagelsen uden yderligere betaling. Den skriftlige vurdering leveres inden for 24 timer på hverdage, når alle papirer er modtaget. Beregningsgrundlaget for prisafslaget, fx udbudsprisen eller sælgers seneste krav, aftales konkret i rådgivningsaftalen.
Aftale
Der indgås altid en skriftlig rådgivningsaftale, før arbejdet begynder.
Fortrydelsesret
Indgås aftalen uden for mine forretningslokaler, online eller over telefonen, har du som forbruger 14 dages fortrydelsesret. Ønsker du, at jeg går i gang inden fristens udløb, skal du udtrykkeligt anmode om det. Fortryder du derefter, betaler du for den del af ydelsen, der allerede er leveret. Er ydelsen leveret fuldt ud, bortfalder fortrydelsesretten.
Betaling
Der faktureres ved underskrift af købsaftalen. Den faste pris betales, også hvis handlen annulleres i forbeholdsperioden. Aftalen er dermed afsluttet, og rådgivning om en anden bolig kræver en ny aftale. Køber du ikke inden for 6 måneder, faktureres den komplette køberrådgivning, når sagen afsluttes. Betalingsfristen er 5 dage netto, og der betales via bankoverførsel.
Ansvar
Rådgivningen er et beslutningsgrundlag. Beslutningen om at købe og til hvilken pris træffes af dig. Skøde, tinglysning og refusionsopgørelse udarbejdes normalt af sælgers side. Jeg gennemgår skøde og refusionsopgørelse som en del af rådgivningen, men udarbejder dem ikke. Ansvaret følger dansk rets almindelige regler. Som registreret ejendomsmægler har jeg lovpligtig ansvarsforsikring og garantistillelse efter reglerne for ejendomsmæglere.
Klager
Kontakt mig først på kontakt@koebersraadgiver.dk. Du kan også klage til Klagenævnet for Ejendomsformidling.